Går du til sport eller er du?

I weekenden var jeg på trænerseminar i Stockholm. En del af en Long Track træneruddannelse, jeg tager med finske og svenske trænere.

Et af punkterne i denne weekend var talentudvikling. Et emne, jeg sluger råt og går meget op i ved at læse alt teoretisk på markedet. Mit eget bidrag (udover min trænergerning) til emnet, var udarbejdelsen af "Aldersrelateret træning i speedskating", som jeg udviklede for et par år siden.

I Stockholm havde vi et oplæg fra det Svenske Idræts Forbund. Meget af det kunne jeg nikke genkendene til, da den litteratur man bruger i Talentudvikling stammer fra de samme forskningsresultater. Men vores oplægsholder havde tilgengæld en fantastisk pointe, som jeg med ét tog til mig!

Det er nemlig fuldstændig ligemeget, hvor kloge vi kan blive på talentudvikling og hvor gode rammer vi kan lave for vores udøvere, hvis ikke vores udøvere har den mentalitet, der skal til for at udvikle sit talent.

Hun brugte som eksempel, at man idag "går til en sport" - man er ikke. F.eks. så kan man gå til speedskating eller man kan være speedskater.

Der er jo en kæmpe forskel på den tilgang man har til sin sport, sin hverdag og de valg man træffer. Hvis man "går" til speedskating, så er det en fritidsbeskæftigelse, som man af og til kan vælge ikke at gå til. Hvis man derimod "er" speedskater, så træffer man de valg i hverdagen, der gør at man kan udøve sin sport. Hvis man oven i købet har ambitioner, så træffer man de valg, der skal til for at blive bedre.

Hun brugte udtrykket om sådan en atlet, som en 24/7 atlet. Spørg derfor dig selv, er du 24/7 atlet eller går du til? Som træner kan du spørge dig selv, hvilket miljø du opbygger og om det fremmer 24/7 atleter?

Der er intet galt i at være nogen af delene. Men det er synd at bilde udøvere ind, at de kan nå langt hvis de kun "går" til sporten. Har man ambitioner i sin sport, så bliver man nød til at træffe et valg. Et valg om man tør at gå hele vejen og blive en 24/7 atlet.